Sider

søndag den 29. september 2013

Lille og stor

Eller måske skulle jeg hellere sige stor og endnu større.
Jeg har været igang med at sy bukser til tøsen og bøffen aka Emilie og Elias.
Begge par er for store til dem, så de må ind og ligge i skabet til de passer. Øv, men hellere for store end for små som man siger.
Jeg har ikke brugt en øre på materialer. Alt var noget jeg havde liggende i stofkisten.  


Mønstret er fra Stof 2000. Jeg lægger ikke sømrum til i siderne, da de er ret brede i forvejen. 
Jeg kan meget godt lige modellen, da alle syninger er skjulte. Jeg er nemlig ikke så heldig at eje en over-locker (endnu).

lørdag den 21. september 2013

Fra viskestykker til pudebetræk

Jeg er her endnu.... Men hold nu op, hvor har jeg bare haft travlt med alt muligt andet end symaskinen, strikkepindene og hæklenålen de seneste uger.
Alt tog en drejning, da vi opdagede at en lille forbedring af vores brygges pludselig blev til en fugtskade og en stor forsikringssag. Det skete nærmest fra den ene dag til den anden. Nu er halvdelen af vores stue skærmet af med plastikvægge da gulv og tapet er fjernet. Det har virkelig betydet meget for mig, at jeg pludselig ikke kan slappe af og lave det jeg gerne vil, når jeg er hjemme og har fri. Humøret er heller ikke ligefrem det bedste. I næste uge skal hele stuen skærmes af og vi har ikke direkte adgang til køkkenet. Det er øv, men heldigvis skal vi ikke selv betale. Da vi flyttede ind for godt 2 år siden, tegnede vi heldigvis en udvidet ejerskifte forsikring, og det er jeg ret glad for. Vi har fået af vide at skaden nok kommer til at løbe op i 100.000 kr. :-(

Nåh, nok om fugt og hus.
Sidste weekend fejrede vi min mors 60-års fødselsdag. Hun ønskede sig nogle nye pudebetræk. Jeg fandt nogle viskestykker i Netto og de blev sammen med noget ensfarvet bomuld og lidt pipingbånd til 4 pudebetræk. 


Jeg synes selv de blev ganske gode og det var til en yderst rimelig pris. 

lørdag den 7. september 2013

T-shirt med flodheste og lange ærmer

For efterhånden et godt stykke tid siden var jeg så heldig at vinde et Minikrea mønster hos Mette. Det er min debut med Minikreas møsnter. Jeg har faktisk undgået at købe dem, for de er en anelse dyre i forhold til f.eks. Homemade fra Stof 2000. Til gengæld vil jeg sige, at det er noget hurtigere og nemmere at aftegne det mønster man skal bruge med Minikreas mønster. 
Jeg havde en rest jersey liggende og det blev til denne T-shirt med med flodheste.



Jeg har ikke haft det store overskud de seneste par uger, for jeg har bare så meget at se til på arbejdet og huslige pligter og to børn fylder også en del. Så kreativiteten er desværre blevet nedprioriteret. Jeg kan heldigvis læse mig til her i blogland, at jeg ikke er alene i den båd.  
Jeg håber at jeg i aften har både lyst og overskud til at komme i sving, for tøsen kan ikke passe ret mange af sine lange bukser, og hun har åbenbart så lange ben, at det er umuligt at  finde nogle bukser der er lange nok, hvis ellers de også skal passe i livvidden.