Sider

Viser opslag med etiketten Fotobøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fotobøger. Vis alle opslag

onsdag den 29. april 2015

Barnets bog

Da jeg ventede min datter (første barn) fik jeg en barnets bog af min mor. Jeg læste ret meget i den mens jeg var gravid. Da jeg siden jeg var barn har brugt meget tid på at klippe og klistre synes jeg også mine børn skulle have sådan én.
Min datters bog valgte jeg at stoppe med, da hun blev 6 år og startede i skole. 
Jeg må indrømme, at min søns bog faktisk lidt er blevet en slags dårlig samvittighed, ikke fordi jeg ikke synes det er hyggeligt, men fordi jeg bare ikke har tiden og også fordi jeg ofte har prioriteret syningen højere.
Men i sidste weekend, besøgte jeg en veninde (inkl. overnatning) så der fik jeg tid til at indhente lidt i knægtens bog.
Det var rart og SÅ hyggeligt igen at klippe og klistre. 




Beklager kvaliteten af især det sidste billede.
(Tekster i taleboblerne er ellers ret sjove, alt sammen noget knægten har sagt.)

tirsdag den 13. januar 2015

Tilbage i tiden

Tilbage i tiden, det kommer jeg hurtigt (eller i hvert fald mine tanker), når jeg laver hjemmelavede fotobøger.
Jeg er godt nok bagud, ret meget bagud. Elias er 4 år og snart 3 måneder, men jeg er kun lige ovre hans 3 års fødselsdag i hans fotobog. Jeg har valgt at stoppe med Emilies, første skoledag blev sidste side i hendes bog nr. 2.
Jeg elsker at sidde og sysle med det og prøver at finde nogle figurer/tal/bogstaver/temaer der binder billederne sammen. Tiden er bare desværre ikke altid til det. I weekenden fik jeg dog lavet disse to sider.





torsdag den 12. december 2013

I december må jeg ikke.....

.....sy før jeg har indhentet noget af det forsømte i ungernes fotobøger. Det lovede jeg mig selv i november måned og jeg sagde det også til min kæreste, så jeg ikke bare kunne hoppe til symaskinen. 
Jeg er simpelthen SÅ langt bagud med de bøger. Jeg må indrømme, at jeg det sidste lange lange stykke tid har prioriteret at sy i stedet for at klippe og klistre. Hvorfor? Det ved jeg egentlig ikke, men lysten og projekterne må jo have været til at sy. 
Desværre er en del af min decemberaftner gået med at slappe af på sofaen. Jeg har ikke været syg, men jeg tror alligevel jeg har haft et eller andet i kroppen, måske kaldes det bare vinter, for jeg har været ret bombet og træt, når jeg kom hjem fra arbejde.
Jeg lovede også mig selv, at hvis jeg kom langt nok i bøgerne, hvad det så end er, så måtte jeg gerne sy en dag om ugen, så jeg må hellere komme i gang, for jeg har faktisk noget stof liggende som kunne blive til et perfekt jule-outfit til Emilie. 


tirsdag den 26. februar 2013

Fotobog

I weekenden hyggede jeg sammen med én fra Emilies mødregruppe. Vi syslede med at lave fotobøger. Imens var vores to skønne mænd og fem aktive børn i legeland (hvilket gik helt fint og over forventning).
Jeg fik lavet to sider i Emilies bog. Det tager faktisk længere tid at finde på, klippe og klistre, end man lige regner med.


mandag den 14. januar 2013

De kære børn

I weekenden fik jeg klippet og klistret lidt i Elias' fotobog eller barnets bog. Den består mest af billeder, men der er også små fortællinger og data som vægt, højde, m.m. 
Jeg er ufatteligt bagud med både Elias' men også Emilies. Jeg vil prøve at gøre en indsats for at komme lidt med igen. Lysten skal være der, det er det for tiden, men tiden skal også være der, det er nok den faktor jeg altid er begrænset af.
Jeg fik også lige lavet en hurtig gult kort med inspiration fra skønne blogland og maskingtape. Wupti!


lørdag den 12. maj 2012

Klippe klistre

Jeg har så længe, jeg husker, synes det var sjovt og afstressende at klippe og klistrer og lave fine ting i papir og karton. Min mor har været min største aftager af diverse kort til forskellige lejligheder, hun har sågar solgt en stor portion (på eget initiativ).
Da jeg skulle være mor for første gang, snart 5 år siden, besluttede jeg mig for, at jeg ville lave en scrapbog/fotobog til min datter. Da jeg så blev mor for anden gang, måtte jeg jo lave endnu én. For kort tid siden fik jeg endelig tid og lyst til at indhente lidt i begge bøger.